På sporprøve i Sverige (saxet fra Dansk Gravhundeklubs medlemsblad, GRAVHUNDEN)

I Sverige kan man komme på ”rørlig sporprøve”. Kim Rydahl har prøvet det og fortæller her om sine oplevelser med det svenske system

Af Kim Rydahl

Det har i mange år irriteret mig lidt at skulle kommentere på svenske ”Rørlige Sporprøver”, når jeg ikke selv har været tilmeldt disse prøver. Mine udsagn måtte udelukkende baseres på udtalelser, jeg havde hørt og kunne læse mig til, eller ved selvsyn kunne danne mig, når jeg på en dansk sporprøve så hunde, der havde været på ”Den Svenske Genvej”, som nogle kalder prøverne.

Jeg tænkte på et tidspunkt, at tage til Sverige og gå med som føl på deres prøver, for at få en fornemmelse af, hvordan tilmeldingen og afprøvningen foregik. Jeg opgav dog projektet af flere årsager.

Da jeg fik min nuværende hund i 2011 besluttede jeg mig til, at tage til Sverige og gå spor. Dog ville jeg først være sikker på min hunds evner, og afvente til han havde fået sine danske præmieringer, så jeg ikke blev låst af hans eventuelle svenske meritter i Danmark.

Jeg tog sammen med min hustru og hund til Sverige i juni med god samvittighed, idet min hund havde opnået de præmieringer jeg ønskede i Danmark. Vores hund var indtil da blevet præmieret med 1. præmie 600m/3 timer, 1. præmie Schweissprøve 400m/3timer og 1. præmie 600m/20 timer - og en hel del træninger på 1000m /40 timer, hvor han fortsat viste stor interesse for at gå sporene, selvom han ikke gik af vejen for at følge vildtfod.

Det var så heldigt, at der i Hässleholm, Sverige var en dobbeltudstilling i år, og i ugen forud for disse kunne man tilmelde sig ”Rørlige Sporprøver” i området.

Jeg tilmeldte min hund til ”Rørlige Sporprøver” mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og fredag! – 220,- svenske kroner pr. spor til den svenske gravhundeklub, plus 150,- skr. til dommeren i skoven.

Jeg havde en begrænset viden om prøveafviklingen udover det, jeg kunne læse mig til. Jeg havde fået at vide, at det var et ordentligt brag, når der blev skudt på sporet, og jeg måtte ikke tale med hunden. Inden afrejsen til det svenske var jeg forbi vores lokale jagtforening to gange, når de afholdt skydninger. På lang afstand gik jeg så tur med hunden, så den kunne vænne sig til bragene – håbede jeg.

Således ankom vi til Sverige om søndagen og jeg ringede til prøveleder Eva, som netop gik i skoven. Hun havde ikke papirerne på sig, og ville ringe til mig senere.

Jeg blev ringet op om aftenen og fik besked på at møde i en skovpart mandag kl. 17:00.

HVAD!!.. Her havde jeg gået og troet, at jeg skulle til prøve om formiddagen (senest) som i Danmark, og så skulle jeg først møde kl. 17. Hmmm tænkte jeg efterfølgende, det var da en meget go’ idé. Nå, jeg gjorde jo hvad jeg fik besked på, og var i god tid på P-pladsen, hvor vejret var rigtig fint. Lidt senere kom en dame til parkeringspladsen og spurgte, om det var mig der var Kim. Det kunne jeg bekræfte og hun sagde, hun lige skulle lægge et Änlægs Klasse Spor, så skulle jeg køre efter hende til mit spor.

Da hun var færdig, kørte jeg efter hende ”langt ind i en skov”, hvor vi gjorde holdt, da vi ikke kunne komme længere. Ud af bilen med mig og hunden, og så stod vi og sludrede lidt, indtil jeg fandt ud af, at det rent faktisk var dommeren, jeg talte med. Jeg fik at vide, at jeg godt måtte tale med min hund, men jeg måtte ikke tage ham op eller trække ham hen til det sted, hvor jeg mente sporet kunne være.

Spordommer Eva udpegede en stor firkant i skoven, hvor starten på sporet var. Så kunne min hund og jeg så selv finde ud af, hvor sporet startede! Jeg studerede nøje området på afstand og gav så min hund sporline på, hvorefter han kunne begynde søgningen. Jeg fik hunden til at søge langs kanten af den markerede firkant og umiddelbart efter svingede han ud af firkanten og søgte fremad i et lige stræk og virkede spornøje.

Det var på ingen måde muligt for mig at se, om det var den rigtige vej, så da jeg var gået ret langt, begyndte dommeren at røre på sig. Hun gik heldigvis i samme retning som hunden og jeg. Sporet var utrolig afvekslende - mest bøgeskov - men også tæt underskov op og ned ad skrænter, over stok og kæmpe sten, på veksler, langs vandholdige grøfter, tørre bøgeblade over længere stræk, indtil min hund pludselig stoppede og derefter var på vildtfærd (jeg fik senere at vide, at det var ved tilbagegangsstedet).  Jeg fik ham dæmpet, men var nervøs for at have for stor indvirkning på, hvor han så søgte hen, da jeg frygtede dommeren ville gribe ind og trække en præmiegrad.

Med en stor ringning lykkedes det at komme på sporet igen og sporet fortsatte med at være i den svære kategori, indtil løbet blev fundet.

 

Da vi kom hen til bilen igen, var der yderligere ankommet 3 hundeførere der skulle afprøves. Min hund fik en flot mundtlig kritik af dommeren, idet hun kort fortalte mig, hvordan han havde klaret sporet.

Jeg betalte 150,- skr. og kritikken blev skrevet. Kopi blev udleveret til mig og jeg kunne glad køre fra stedet.

Næste dag, tirsdag, havde jeg fået samme mødested og tid kl. 17:00, hvor spordommer Kim (kvinde) havde lagt et spor til min hund. Forinden var jeg blevet kontaktet af spordommer Maria, der gav rutebeskrivelsen til sporet, som min hund skulle gå om onsdagen. Dér skulle vi mødes kl. 09:30. Onsdagens spor lå 35-40 km fra de andre spor.

 

Der var lidt forvikling om mødestedet tirsdag, og jeg blev telefonisk dirigeret til en anden plads i nærheden. Ankommet til det nye sted begyndte det at regne rigtig meget. Der var 5 andre hunde på pladsen, der også skulle afprøves. Lidt over kl. 19 gik jeg med dommeren ud til sporet, der lå et pænt stykke væk. Det regnede fortsat.

Området med ”firkanten” blev vist af dommeren. Denne ”firkant” var ikke åben som dagen i forvejen, men indeholdt mest tæt lav bevoksning, og det var umuligt at orientere sig fremad, - og til siderne for den sags skyld. På med halsbånd og line så min hund kunne begyndte at søge. Han fik lov at starte, hvor vi stod, da taktikken fra dagen i forvejen ikke kunne udføres i dette terræn. Han fandt åbenbart sporet ret hurtigt, for han søgte spornøje fremad i et rimeligt lige stræk.

Dommeren fulgte med, og efter små 50 meter nåede vi frem til en skrænt, der på det nærmeste gik lige nedad. Min hund ville ned, men jeg tvivlede meget, men fulgte så mit eget instruktionsråd om, at det er hunden, der går sporet. Selvfølgelig fulgte hunden sporet, og ned gik det til en flodsænk, hvis man kan kalde det, det – når det er en å man følger. Utroligt smukt sted.

Min hund er ikke så stor, så over rigtig lange stræk var min eneste kontakt med hunden – snoren. Jeg må sige med det samme, - jeg har aldrig været udsat for så svært et spor, - hverken som dommer eller deltager. Jeg følte flere gange, at jeg gik i en jungle så tæt var vegetationen, og selvfølgelig fik hunden også vildtfærd i de mest besværlige områder. Ind kom han dog på sporet igen, men hold da op, hvor han måtte kæmpe med stejle bakker, vegetation, en å der skulle undersøges, men fremad gik det.

Pludselig nåede vi ud i et åbent område med græs og dommeren bad mig og hunde om at stoppe. Øv, øv, øv tænkte jeg, - nu var vi lige nået så langt. Dommeren smilede lidt, da hun så mit skuffede udtryk.  ”Hunden er ikke gået forkert” sagde hun, ”I skal bare blive her, så jeg kan komme forbi og skyde”. Det var en stor lettelse, jeg havde helt glemt, at der skulle skydes. Dommeren gik forbi mig og hunden, og jeg kunne se, at hunden kiggede lidt, da dommeren gik foran ham, hvilket han ikke var vant til. BANG!! sagde det, da skuddet gik.

Jeg stod og holdt øje med hunden, og han reagerede overhovedet ikke, ud over, at han kiggede på dommeren som om han sagde ”flyt dig, så jeg kan komme forbi”.  Dommeren gik ud til siden og jeg bad hunden søge videre, da jeg fik lov, og fremad gik det, … og selvfølgelig frem til vildtfærd igen - kort før mål. Det blev heldigvis hurtigt løst, og vildtdelen fundet. Kæmpe oplevelse. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende.

Dommeren fortalte mig med et smil på læben, at det var så godt som umuligt for prøvedeltageren at forudsige, hvor dette spor ville gå!! Sporet lå på en halvø med åen løbende rundt. Jeg troede også på et tidspunkt, at vi var kommet tilbage mod starten på sporet, da vi kom ud til åen igen, efter at have været fra den et stykke tid, men vi var da kommet langt fremad på sporet.

Hun gav en kort mundtlig kritik og roste hunden meget. Det var en våd hund, dommer og fører, der kom tilbage til P-pladsen. Betalingen var foretaget dagen i forvejen, og kritikken blev derfor udfærdiget og en kopi til mig.

Hjem og på hovedet i seng, da klokken efterhånden var blevet ret mange. Vi skulle hjemmefra senest kl. 09:00, hvis vi ville være fremme til tiden. Hunden og jeg sov rigtig godt den nat.

Onsdag morgen var hunden rigtig frisk og klar igen - kunne jeg se og mærke, da jeg tog jagttøjet og sporlinen frem. Et par godbidder blev det til, og så ellers af sted.

Frem til mødestedet, hvor spordommer Maria ventede os i skoven. Det havde regnet hele natten, men på prøvetidspunktet var der ingen regn. Jeg skulle blot parkere bilen, hvor vi stod, hvorefter vi gik et lille stykke ind i skoven. Maria havde markeret ”firkanten” og vi fik lov at starte. Min hund søgte rundt i HELE firkanten, idet vi gik i yderkanten af de markerede træer.

Ok, tænkte jeg, det er nok ikke hans dag i dag, da vi var nået hele vejen rundt. Vi søgte dog videre, og pludselig begyndte hunden at blive mere fast i søget over en længere, næsten lige strækning. Søget var dog noget rodet, idet han søgte til højre og venstre, men dog hele tiden tilbage til noget, der på grund af hundens markeringer lignede sporet.

Sporet var rimeligt åbent og fladt med ret store træer, og kun lidt tæt underskov i begyndelsen. Alt i alt et terræn, som burde været lettere for hunden at søge spor i. Dog ikke for min hund, der syntes at fjolle lidt for meget ud til siderne, men som dog kom fremad. Sporet steg herefter i sværhedsgrad efter min mening. Der var vekslende terræn, bakker, tæt underskov, små åbne områder samt veksler, som vi skulle gå langs med eller igennem.

Hunden gik selvfølgelig på voldsom vildtfærd 2 gange, hvor det var vanskeligt at få ham dæmpet, da han var tæt på halsgivning. Jeg vidste da, at vildtet havde været ultra tæt på os kort tid forinden. Det lykkedes dog at få hunden dæmpet ved at få ham væk fra området, og jeg kunne se, at dommeren stod og småsmilede over hundens opførsel. Hun fortalte mig efterfølgende, at hunden var på vildtfod mod et stort rævekompleks med mange ind- og udgange.

På et tidspunkt kom vi frem til en stejl bakke ned mod endnu en stor å, men dér ville hunden ikke ned. Ok tænkte jeg, så følger jeg da bare med og det viste sig at være den rigtige beslutning. Hunden gik da i vindsiden af sporet, som lå lige ovenover os, fortalte dommeren mig senere, og han søgte direkte ind på sporet efterfølgende, da sporet gik ind i tæt kuperet vegetation og derfra nærmest som et mellemsvært fremkommeligt dansk spor i bøgeskov, frem til vildtdelen.

Maria gav mig en kort beskrivelse af hundens arbejde. Hun havde med vilje lagt sporet i nærheden af det store rævekompleks, hvilket jeg synes var særdeles relevant, da nogle hunde (også min) med sikkerhed ville blive forstyrret af vildtfod fra ræv eller grævling til og fra rævekomplekset.

Dommeren havde yderligere én afprøvning den dag. Jeg fik betalt dommeren og fik min kritik, efter at hunden var blevet chip chek’et, og hjemad gik det til et par velfortjente fridage, inden vi skulle på udstilling. Hunden sov en hel del de næste dage, selvom han også havde tid til at lege med vandrehjemmets store hund, som han drev lidt rundt med.

Således fik jeg så endelig afprøvet de svenske prøver, hvad angår ”Rørlig Sporprøve, Öppen Klass”. Jeg må sige, at jeg er fuld af lovord, hvad angår de spor, jeg blev præsenteret for.  De var 600 meter lange og i to tilfælde over 20 timer og i et tilfælde 19 timer gammelt, da min hund var på.

Terrænet var uovertruffen set med mine øjne. Alle spor var utrolig afvekslende og relevante og i nogle tilfælde lagt på ”uhørte” steder og ekstremt besværlige områder, hvor også skadet vildt søger til. Der blev i to tilfælde brugt et rådyrløb som slæb og i et tilfælde et mindre krondyrløb. Jeg kunne i nogle tilfælde se, over korte stræk, hvor sporet var lagt, men det er ikke anderledes end i Danmark, hvor denne mulighed også findes på mange spor. Jeg så aldrig noget blod.

Min hund blev afledt af vildtfærd på alle sporene, så der var ikke mangel på vildt i de områder, jeg befandt mig i. Der var intet, der var forudsigeligt, end ikke et lille vinkelret knæk. Som det kan udledes af min fortælling, så har jeg ingen problemer med, at ”Öppen Klass” sammenlignes med vores prøver. At svenskerne ikke har 40 timers prøver, er jo et valg, de har taget.

Hvordan deres Anlagsklass (dansk Åben klasse) er, kan jeg kun gisne om, men med den omhu ”Öppen Klass” blev håndteret på, kan jeg kun forestille mig, at den svenske ”Anlagsklass” fuldt ud matcher vores egen 3 timers prøve.

Personligt er jeg glad for, at vore venner i Sverige har ”Rørlige Prøver”. Uden dem havde jeg nok aldrig nået de svenske resultater, som min hund har i dag på grund af tilmeldingsmulighederne i denne prøveform. Min hund var på daværende tidspunkt i rigtig god sporform, så det var godt at kunne gå sporene på et for ham perfekt tidspunkt.

Ligeledes synes jeg, det må være en kæmpe fordel, at en afprøvning kan foregå på en hverdag – ja selv om aftenen, mens det er lyst!!  Nogle personer i Danmark taler om, at der kan være snyd indblandet i afprøvningen. Jeg tillader mig at afvise dette meget bestemt. Brodne kar findes overalt, også i Danmark, men det bør ikke afholde os fra at tænke i positive baner for det overvældende flertal, der kunne have en fordel ved denne afprøvningsform.

De hunde, der tilmeldes ”Rørlige Prøver”, er formentlig i topform og tager godt for sig af de høje præmieringer.  Alt andet lige, så skal hunden altså selv finde løbet ved at bruge næsen – det fik jeg da at mærke.

Tak til Sverige i almindelighed for en dejlig oplevelse i landet og området ved Hässleholm, og et dejligt vandrehjem at bo på, og tak til Skåne Taxklub, og til Eva, Kim og Maria i særdeleshed for nogle yderst relevante blodspor, der fuldt ud og mere end det, matcher de danske 600m/20 timers spor. Også tak til min hustru, der sørgede for, at hunden og jeg kunne være ”fit for fight”, når det var nødvendigt, og tak til slut til ”heppekoret” i Danmark, mens vi var af sted.

 

De danske og svenske sportyper i korte træk. Se skitsen nederst på siden.

Se skitserne i "Gravhunden". 

Skitser, der illustrerer, hvordan de to svenske sportyper kan se ud

Skitse, der illustrerer, hvordan de danske sportyper kan se ud

 

Forberedelse til flere sporprøver i Sverige

Fem sporprøver på fem dage er ekstremsport, en slags ironman for hunde. Hunden skal være veltrænet på spor, men selvfølgelig også være i fantastisk både fysisk og psykisk kondition. Kim Rydahl fortæller her, hvordan han har forberedt sig til den store tur til Sverige

Af Gitte Muldkjær Jensen

Når man spørger Kim Rydahl om, hvordan han har trænet sin hund til strabadserne i Sverige, får man et måske overraskende langt svar.

-Siden vi fik hunden, fortæller Kim, har jeg brugt ufattelig mange dejlige timer i skoven med ham uanset vejrlig. Han elsker at være ude. Det være sig i regn, slud og sne, tørvejr samt sol. Jeg mener, at jeg har fået en mere robust og selvsikker hund på den måde, og det er ikke kun på stierne, vi bevæger os – dog i snor selvom det er meget besværligt, - hvis det da ikke lige er hundeskoven.

Vores hund elsker også at bruge sig selv herhjemme, hvor han ofte tonser rundt i fuld speed i en stor have med mange muligheder.

Selvtræning – hvis der er mulighed for det

Kim fortæller, at hans hund også får lov til at løbe og så at sige motionerer sig selv, men det er en vigtig pointe, at det sker, netop fordi det foregår i områder, der er interessante for en hund. Hvis hunden kun fik lov at løbe frit i en lille have eller på en asfalteret P-plads, ville resultatet være et andet.

-Nordsjællandsudvalget har træningsområde i nærheden, hvor han løber frit omkring, når der ikke er træning, og fra tid til anden driver han rundt med harer og søger efter rådyr. Det er som om han selv holder sin kondi i top, når muligheden er der, hvis det ikke er nok med sportræningen, fortæller Kim.

Gode venners hjælp

Kim har lagt mange spor til sin hund, men han anser det for vigtigt, at han også får trænet hunden på spor, som andre har lagt.

-Jeg har nogle rigtig gode gravhundevenner i Jørgen ”Elghansson” Hansen og Mirjam Hoogeveen, der lægger spor til mig og hunden. Det er guld værd, og helt uundværligt, hvis man skal have sin hund i konstant og god sporform. Det er ikke nok, kun at lægge sine egne spor engang imellem. Du skal ud på ”dybt vand” for rigtig at kunne lære at ”læse” din hund på sporet.

De sidste træninger før Sverige

Grundformen og den egentlige træning var i orden, så i den sidste tid før turen til Sverige lagde Kim vægt på succesoplevelser og finpudsning.

-Ja, siger Kim, den sidste måned op til turen til Sverige gik vi ca. 1 spor (40 timers) pr. uge, dog uden at lægge den helt store vægt på længden.

Skudtræning

På prøverne i Sverige ville der være tre ting, der er anderledes end i Danmark. Der er ”tilbagegang”, som tilmed ligger i et knæk med afhop, der er ”ruden” (en firkant på 25x25 meter, hvor sporet kan starte hvor som helst) og skud.

-Tilbagegang og ruden var jeg ikke så bekymret for, det har vi trænet grundigt på sædvanlig vis, men jeg var opmærksom på, at skud skulle jeg træne på den fornuftige måde, hvis man kan sige det sådan. Det er ekstremt vigtigt IKKE at forcere skudtræning. Det nytter ikke noget at brage et haglgevær af i umiddelbar nærhed af hunden og håbe på det bedste. Rolig og gradvis tilvænning begyndende på lang afstand - det lærte jeg af min ven Gerhard Gärtner for mange år siden.

Sur pligt eller fornøjelse?

Selvfølgelig er det sjovere at komme ud, når det er høj, blå himmel, end når blæsten rusker og regnen pisker ned, men når Kim fortæller om sin træning og hverdagen med hunden, lyder det mere af fornøjelse end af sur pligt.

-Alt i alt bliver vores hund brugt så godt som hver dag, og det nyder han og jeg, også fordi jeg har mulighed for det. Det er en glæde og en stor fornøjelse, slutter Kim og man er ikke i tvivl om, at han mener det.

________________________________

 

­Godt våd og beskidt efter endnu et spor i skoven. Man behøver vist ikke at være hundeekspert for at kunne se, at Marc’o er godt tilpas med sit hundeliv

 

En naturlig forklaring

Meldt til prøve mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og fredag - men hov, hvor blev torsdag og fredag af? Hvis man har undret sig over det spørgsmål, er her en naturlig forklaring

 

Af Gitte Muldkjær Jensen

 

-Da jeg skrev teksten til Gravhunden, siger Kim, ville jeg gerne holde fokus på at beskrive de svenske prøver, herunder det med ”rörligheden”, og forsøge at give reel information. Min hunds meritter er vigtige for mig og et par stykker i nærmeste familie- og vennekreds, men jo ikke så farligt interessante for alle andre.

 

Forklaring

Beskedenhed er bestemt en klædelig dyd, men det ville da være rart at vide, hvordan det gik for Kim og Marc’o og hvad blev der af prøverne torsdag og fredag? Er der grund til at sige tillykke?

-Jo tak. Efter onsdagens prøve var det skønt at kunne ringe til spordommer Eva (prøveleder sammen med Kim) og fortælle, at min hund nu havde fået sin tredje 1. præmie på 3 dage. Dermed var han Svensk Vildtspor Champion. Vi blev derfor enige om, at aflyse sporprøverne torsdag og fredag, selvom prøven torsdag allerede var arrangeret.

Jeg må tilstå, at jeg havde lidt svært at holde armene nede efter de enkelte prøver, og jeg havde en vidunderlig følelse overfor en trofast hund, som havde gjort sit yderste for at komme frem til vildtdelen. Alene øjenkontakten med hunden, når han med tungen hængene ud af halsen stolt fremviser vildtdelen for enden af sporet, er altså det hele værd.

 

Sporpriser

Er det dyrt at tage på prøve i Sverige?

-Prisen er næsten som vores 600m/3 timer. Jeg tror ikke, at der er helt faste priser - de kan variere fra sted til sted, men jeg gav i alt 370,- svenske kroner per spor. Heraf går de 220,- til gravhundeklubben, dommeren får 100,- som vederlag og 50,- til dommerens transport. Jeg tror eventuelle variationer i sporprisen ligger i dommernes transportudgifter.

Oveni prisen til sporprøven skal man selvfølgelig regne med udgifter til vaccinationer, og transport; færge eller bro.

De spor, jeg gik, var lagt af dommeren. Det er min fornemmelse, at der ikke benyttes sporlæggere.

 

Nordisk Gravhundevinder

Prøverne, som Kim deltog i, var rörlige, og det indebærer, at der ikke er en ”prøvens bedste”, som vi kender det.

-Der var en uofficiel ”prøvens bedste”, for alle hunde var jo til rørlige prøver. Arrangørerne og dommerne

talte derefter sammen, da alle hundene var afprøvet og de foretog så en vurdering af resultaterne, og det faldt ud til Marc’o fordel.

Skåne-Blekinge Taxklubb stod for Nordisk Gravhundevinder i år og i forbindelse med den udstilling foregik der en masse andet også. Klubben havde 60 års jubilæum, så den ene dags udstilling var Nordisk vinderudstilling og den anden var jubilæumsudstilling.

42 hunde deltog på de rörlige sporprøver og et mindre antal hunde var på gravprøve.

Fredag var der nordisk samarbejdsmøde og om aftenen var der grill-aften, som blev indledt med en forelæsning om Hunden i Historien og det seneste om hundens arkæologiske historie.

Lørdag aften var der jubilæumsmiddag på Hässleholmsgården. Der var flere taler og både den norske og svenske gravhundeklub gav nogle fine gaver. Nordmændene gav en smukt dekoreret keramikskål og fra Sverige var det en tinskål med låg. Efter middagen var der auktion over nogle nogle fine gravhundebøger og andre gode sager, som var blevet skænket.

-De spor, som jeg var ude på, var yderst relevante, jubilæumsmiddagen var virkelig hyggelig og udstillingerne var også ok, men selvfølgelig noget præget af, at det regnede og regnede og regnede.

 

__________________

 

En stolt ejer med sin dygtige hund i et regnvådt, svensk sommerlandskab